søndag den 26. august 2012

Tilbage


Det der ser ud til at blive en grå og småkedelig regnvejrsdag bliver også den sidste dag i min sommerferie. I morgen vender hverdagen tilbage, med alt hvad den indebærer; et ur som ringer kl. 04.40, daglige togture mellem Aarhus og Aalborg, madpakker, læsning.. og hjerneaktivitet (!) er hvad der venter. Men det betyder også et glædeligt gensyn med de andre skønne jordemoderstuderende, som fylder hverdagen med herlige grin, knus og råhygge.. Alt hvad der skal til for at klare sig igennem et studie, der til tider kan skabe frustrationer og fortvivlelse.

Jeg glæder mig til igen at få en hverdag med indhold, og hvor jeg føler, at jeg udvikler mig. Desuden får jeg med mit studie så mange spændende oplevelser og udfordringer, så selvom turen til Aalborg kan være lang, glæder jeg mig hver dag til at komme afsted.

Det giver helt sommerfugle i maven at tænke på, at jeg om 2 1/2 år står som færdiguddannet jordemoder og selvstændigt kan tage hånd om de gravide og fødende.. Men inden da skal jeg lige have læst nogle bøger....

tirsdag den 21. august 2012

Nyt til garderoben





Forleden var jeg en tur i COS og måtte virkelig kæmpe med mig selv for ikke at falde for alle de fine fristelser.. Hvor var der mange lækkerier, der kunne gøre godt i min slidte og kedelige garderobe! Jeg fik dog skåret bunken af tøj ned til denne fine kortærmede sommerstrik i flotte blå/rosa nuancer. Desuden fandt jeg en stor, men enkel ring, der vil klæde hvad som helst. Jeg gik lykkelig derfra (:

søndag den 19. august 2012

Stranden







Glimt fra en skøn tur til stranden i dag. Vi valgte at køre en tur lidt længere væk fra byen end ellers, og fandt en skøn strand ude mellem Aarhus og Rønde. Der var jo masser af mennesker ude langs kysten, men det lykkedes os alligevel at finde en stille oase, hvor vi kunne være helt for os selv. Her nød vi solen, vandet, den friske luft og lidt medbragt frokost.

Jeg synes virkelig, at den danske sommer er så skøn, men kan også blive lidt trist over, at den er så kort. Det er nok ikke en helt skæv betragtning, Alberte Winding luftede i TV i går, da hun sagde, at danskerne har en evig længsel: Vi savner sommeren, når den ikke er her - men når den så endelig er her, så tænker vi på, at den snart er slut igen.

Dog nyder jeg nu også årstidernes skiften, og ved ikke noget bedre end en kold og våd efterårsdag med te og tæpper indenfor rækkevidde.. Meeeen.. Det må da godt lige lade vente på sig lidt endnu...!

fredag den 17. august 2012

Syndige chokoladeboller



Opskriften på gårsdagens bagesucces kommer her:

Giver ca. 12 stk

50 g. gær
8 spsk vand
3 dl. letmælk
3 tsk sukker
1 knivspids salt
1/2 dl. smagsneutral olie
2 håndfulde grofthakket, god mørk chokolade
ca. 600 g. hvedemel
1 æg til pensling

Opløs gæren i lunkent vand.
Tilsæt det øvrige, men hold lidt af melet tilbage.
Ælt dejen sammen og ælt efterhånden mere mel i, til dejen slipper.

Lad dejen hæve ca. 45 min.

Dejen formes til boller, og efterhæver dernæst i 15-20 min.
Pensles med æg og bages 10-12 min. ved 225 grader almindelig ovn.

Velbekomme!

.. I øvrigt bliver bollerne også glimrende uden chokolade; man kan fx tilsætte lidt revet gulerod og solsikkekerner i stedet for, eller man kan erstatte en smule af hvedemelet med en grovere version, hvis bollerne skal være knap så usunde (:

torsdag den 16. august 2012

Afslappet torsdag







I dag har været en regnfuld sommerdag i langsomt tempo. Jeg har haft god tid til at gå og nusse herhjemme, og fik blandt andet bagt nogle syndige chokoladeboller, som var til stor glæde for kæresten, der kom træt hjem fra arbejde. Nu er regnen holdt op, og jeg har udsigt til den smukke aftensol, som er ved at gå ned bag naboblokkene.

mandag den 13. august 2012

Lækre ting til ønskelisten

Altså selvom det næsten lige har været min fødselsdag, og der stadig er laaang tid til jul, har man vel stadig lov til at finde ting, som man ønsker sig, ikke? Lige for tiden ligger disse ting altså højt på ønskelisten.. Det er vist muligt, at flere af dem ender hjemme hos mig inden jul...


Fed "multi"taske i den flotteste neon orange. Jeg vil bruge den til indkøb, sportstøj, strandtaske, vasketøj eller som weekendtaske.

Shanghai Trio - Neon Bag 


Lækker hårkur fra Redken. Jeg har allerede shampooen i serien, som giver det lækreste, bløde hår, der bare emmer af sundhed.

All Soft Heavy Cream fra Redken


Sort pung med lækre detaljer i guld. I pungen er der god plads til alle mine kort og små billeder.

Cezanne-wallet fra Stine Goya for ADAX


Smarte nøgleringe fra Hay. Jeg er især faldet for den grå udgave til venstre.

Cord Key Rings - Hay


Den FLOTTESTE ring fra Maria Black, der både ville peppe et kedeligt jeans-og-t-shirt look op, ligesom den ville være fantastisk til en sort og enkel festkjole.

Cascade Ring (gold) fra Maria Black


Hvis du, ligesom mig, er faldet for en af disse skønne ting, kan jeg kontaktes via kommentarfeltet for links til onlineshops eller priser.

tirsdag den 7. august 2012

Et kig indenfor












Her hos os er hverdagen så småt begyndt. Kæresten er startet med sit nye arbejde i dag, og jeg skal prøve og få tiden til at gå herhjemme, inden jeg skal begynde på studiet igen om tre uger. Rastløsheden skal nok nå at melde sig.. Men indtil videre er det faktisk meget hyggeligt at gå hjemme og få ordnet lidt af de ting, som jeg ikke får gjort til hverdag. Jeg får ryddet op i skabe og skuffer, bagt boller, handlet ind, set veninder, trænet og sovet middagslur - ikke værst!

Og når nu lejligheden ser så ren og ryddelig ud, tænkte jeg, at det vist var på tide, at i fik lov til at kigge indenfor. Billederne er nok ikke de skarpeste - det beklager jeg. Et ordentligt kamera må være noget af de første jeg køber, når jeg engang ikke længere skal leve af SU!

torsdag den 2. august 2012

Nem og lækker broccoli salat


Jeg laver sjældent avanceret aftensmad til mig selv, når jeg er alene hjemme. Det ender som oftest ud i en let pastasalat, suppe eller tærte. I aften var ingen undtagelse. Jeg tog mig dog sammen til at prøve en ny opskrift, som jeg faldt over via Pinterest forleden. Det er en variant af den klassiske broccoli salat, der på normal vis indeholder broccoli, rødløg, bacon, rosiner og solsikkekerner. I denne opskrift er rosinerne erstattet med vindruer, og solsikkekernerne erstattet med pekannødder. Desuden er der fuldkornspasta i, som gør, at salaten sagtens kan udgøre et måltid i sig selv.
Jeg lavede en let creme fraiche dressing med hvidløg til, som erstatning for den noget kalorierige mayonnaise. Resultatet blev ret godt!

Find opskriften, som jeg tog udgangspunkt i, her.