onsdag den 31. oktober 2012

Grydelapper in the making!






Så er der for alvor kommet gang i hækleprojektet. I første omgang har jeg givet mig i kast med disse fine grydelappe-huse. I starten var der en del skønhedsfejl hist og her, men efterhånden synes jeg faktisk, at rækkerne blev mere og mere ensartede. Og jeg kan mærke, at jeg virkelig nyder at hækle - det er så hyggeligt bare at sidde under dynen i sofaen om aftenen og nørkle..  Hurra for en ny ynglings-efterårs-beskæftigelse!

fredag den 26. oktober 2012

Favorit #1



Indrømmet: Jeg er ret nørdet, hvad angår skønhedsprodukter. Cremer, makeup, produkter til styling.. Jeg har prøvet alt! Min mission er, at jeg på et eller andet tidspunkt finder de produkter, der for evigt kan stå på min badeværelseshylde uden at blive skiftet ud. Ene produkter, der bare fungerer! Men jeg er enormt kritisk, både når det kommer til kvalitet og pris. Så det er ikke altid nemt at stille mig tilfreds..

Omsider er jeg dog kommet frem til nogle produkter, som jeg ikke skifter ud lige foreløbig. Det første produkt i rækken fandt jeg for nylig, og er nu blevet en fast del af min rutine, når jeg har vasket hår. Det er en silkebaseret serum fra Biosilk, der plejer håret og gør det utrolig blødt (og velduftende). Det kan anvendes både i vådt og tørt hår.

Jeg er så heldig at have et tykt hår, men det bliver let tørt, tungt og livløst. Men med det her produkt bliver mit hår virkelig sundt at se på, og det bevarer sin blødhed og glans i flere dage efter brug. Og så er det i øvrigt et kæmpe plus i min bog, at kuren er utrolig drøj i brug, så selvom jeg har købt flasken med 50 ml., vil den formentlig holde i mange måneder endnu. 

Det er et produkt, der varmt kan anbefales - ligesom de øvrige produkter i serien fra Biosilk. Jeg er bl.a. også stor fan af deres varmebeskyttende spray Thermal Shield. Produkterne fra Biosilk forhandles bl.a i Magasin i Aarhus. Jeg har dog købt mine via Nicehair, da de her er lidt billigere (Beautycos forhandler ligeledes produkterne til en god pris). 


Dette indlæg er ikke sponsoreret. 

onsdag den 24. oktober 2012

Læseferie








Efter otte meget lange uger på studiet, med daglig pendlen frem og tilbage mellem mit hjem i Aarhus og skolen i Aalborg, er der nu dømt læseferie. Det er en tiltrængt pause fra DSB, væggeure og enorme madpakker, som jeg virkelig har set frem til. Så nu skal der læses - altså når jeg engang lige får taget mig sammen. Lige nu ligger jeg på sofaen, under tæpper, med varm te og ristet brød med hjemmelavet æblemarmelade. Så må læsningen altså lige vente lidt.... Det hedder jo læse-FERIE, ikke?...

Det skal nu siges, at jeg faktisk har ret meget selvdicsiplin, når det kommer til stykket. Men eksamen er om ni dage, og jeg har masser af tid. Så nu vil jeg lige starte med at nyde en stille dag, forkæle mig selv lidt og få slappet helt af. Det føles godt!

søndag den 21. oktober 2012

Nybegynder


Billede lånt her

Det kribler i fingrene for at komme igang med nogle nye kreative projekter for tiden. Og jeg har bestemt mig for, at jeg virkelig gerne vil lære at hækle, når jeg om ikke så længe får efterårsferie.

Er der nogen, der har nogle gode råd til, hvordan man får begyndt? (gode bøger, hjemmesider, tips og tricks modtages med kyshånd..) Jeg er nybegynder - som i HELT nybegynder..

.... Indtil videre har jeg reserveret en frygtelig masse bøger på biblioteket om hækling... Det er da en start, ikke?

søndag den 14. oktober 2012

Lidt om min søndag






En lille update herfra, efter en meget stille og rolig søndag. Regnen blev en undskyldning for at blive indendøre og putte på sofaen med te, lune boller og Matador-serien på computeren. Da det klarede op sidst på eftermiddagen vovede vi os dog ud, og fik gået en lang tur i Marselisborg skovene, der heldigvis ikke ligger så langt herfra.

Indimellem fik jeg også sat nogle nye illustrationer fra Bob Noon i rammer. Jeg synes simpelthen, at de skæve figurer er så fine, og jeg havde meget svært ved at vælge imellem motiverne, da jeg stod nede i butikken forleden. Jeg endte dog med at tage de skønne, skæggede mænd med hjem (til en start...) Og så fandt jeg en sjov DIY på Pinterest: Klip-og lim-selv-ugler i utallige farver. De var rimelig nemme at gå til, synes jeg. Jeg har allerede haft gang i nogle stykker, og synes de er virkelig fine til at stille rundt omkring (:

fredag den 5. oktober 2012

Fredag aften





Suppe, stearinlys, dyne, chokoladekiks, te og regnvejr. Endelig blev det fredag aften!

Jeg er alene hjemme, og har i den anledning skruet op for radiatoren (det får jeg ellers ikke altid lov til af kæresten...!) Nu venter jeg bare på, at nogle (semi)kendte danskere dukker op på skærmen iført trikot og dansesko. Fredags-underholdning, hvor hjernen kan kobles helt fra, er lige netop, hvad jeg trænger til. Synes godt nok, at efteråret har sneget sig ind på min krop og mit humør. Jeg er træt, tung og tvær. Mon ikke en hyggelig weekend med kæreste og veninder vil kunne gøre kål på det.

God fredag aften (: